PDF: Fremlejekontrakt-og-regler-for-RHK.pdf

 

følgende er reglerne som fremgår af fremlejekontrakten:

Fremlejer og kontrakten skal godkendes af Fremlejeudvalget. Ulovlig fremleje fører til
anmeldelse til DAB med henblik på øjeblikkelig opsigelse (se side 4-5)!
Ansøgning samt relevante bilag afleveres i fremlejeudvalgets postkasse senest 14 dage inden
fremlejeperiodens begyndelse. Du vil modtage en mail når din ansøgning er blevet behandlet.
Ved spørgsmål ang. fremleje kontakt os på fremleje@rhk.dk

 

Indledende kommentarer
Bemærk, at der alternativt til fremleje kan søges garantibrev fra kollegielederen. Et
garantibrev sikrer dig en plads på RHK, hvis du flytter ud og muligvis vil tilbage inden for
et år.
Kollegiet bistår ikke med at formidle kontakt mellem fremlejer og beboer. I underetagen
forefindes én opslagstavle specifikt til opslag angående fremleje. Opslag andetsteds
fjernes og ligeledes fjernes gamle opslag samt opslag uden opsættelsesdato.
Der kan gives specialtilladelser i forbindelse med helt særlige forhold fx. af speciel
social karaktér. Sådanne forhold skal kunne dokumenteres grundigt.

 

Regler for fremleje på Rigshospitalets Kollegium

  • For at fremleje skal du have boet i værelset i mindst seks måneder optil
    fremlejekontraktens start. Du kan således godt fremleje flere gange, men altid med
    mindst seks måneders mellemrum.
  • Fremlejetager skal være aktiv studerende. Studiedokumentation fra
    uddannelsesstedets studiekontor for fremlejetager skal altid vedlægges
    fremlejekontrakten.
  • Der kræves dokumentation for at fremlejegiver fraflytter lejemålet i
    uddannelsesrelateret øjemed.
  • Aftal opsigelsesvarsel med fremlejetager. Hvis I aftaler at fremlejekontrakten kan
    opsiges i lejeperioden og fremlejetager opsiger kontrakten mens du er bortrejst,
    hæfter du selv for lejemålet.
  • Det er muligt at fremleje til flere forskellige fremlejetagere inden for samme
    fraflytningsperiode, men der kræves i så fald en separat fremlejekontrakt for hver
    fremlejetager.
  • Huslejen for fremlejemålet må ikke overstige den til enhver tid gældende husleje (inkl.
    antennebidrag, internet, beboerforeningskontingent samt respektive køkkenkontigent).
    Den aktuelle husleje vil altid fremgå af præsentation af kollegiet på
    www.kollegierneskontor.dk
  • Når fremlejen er i orden, overtager fremlejetager fremlejegivers forpligtelser. I værste
    fald hæfter fremlejegiver dog stadig forhold til udlejer (betaling af husleje mm.).
  • Det er fremlejegiver, der hæfter i forhold til kollegiet for overholdelse af kollegiets
    vedtægter. Kollegiet kan indstille lejemålet til opsigelse med øjeblikkelig fraflytning til
    følge, hvis fremlejetagerens adfærd er sådan, at fremlejegiverens tilsvarende adfærd
    ville kunne udløse en opsigelse.
  • Fremlejeaftalen inkl. bilag afleveres senest 14 dage før indflytning i fremlejeudvalgets
    postkasse. Fremleje uden fremlejeudvalgets godkendelse vil føre til opsigelse af
    fremlejegivers lejemål.
  • Fremlejeudvalget behandler kun fremlejemål af mindst 1 måneds varighed og højst 6
    måneder, men der kan gives dispensation ved længerevarig udveksling.
  • I sommerferien (juni, juli og august) kan fremleje godkendes, hvis fremlejetager er
    studieaktiv i denne periode, dvs. at vedkommende læser til reeksamen eller har
    sommerkursus.
  • Fremlejemålet er i øvrigt underkastet bestemmelser i huslejekontrakten og her
    bemærkes specielt at det lejede værelse kun må bebos af én person.
  • Fremlejer forpligter sig til at gøre sig bekendt med kollegiets gældende brandregler før
    indflytning (bekræftes med underskrift). Brandreglerne kan tilgås i køkkenmapperne
    og hos kollegiekontoret.

 

Anbefalinger for fremleje på Rigshospitalets Kollegium:

  • Det er op til fremlejegiver og fremlejetager at fastsætte depositum; en måneds husleje
    er dog vejledende.
  • Det ønskes desuden, at fremlejeren har lyst at deltage i de fælles aktiviteter på
    kollegiet og køkkenet, herunder eventuelle tjanser som findes på de respektive
    køkkener.
  • Det pålægger kollegianeren selv at udarbejde en privat fremlejekontrakt som
    specificerer ansvar for skader, rengøring og mangler under fremlejen. Den, der
    fremlejer sit værelse, vil være ansvarlig og hæfte for skader og mangler, forvoldt af
    fremlejeren, såfremt det manglende beløb ikke kan inddrives hos denne.